Den urbane kystlinje er et omstridt sted, der markerer mødet imellem hav og by. I århundreder har kystbyerne udvidet sig og overtaget områder, hvor der engang var hav. Disse landvindinger har ødelagt habitater for planter og dyr, mindsket biodiversiteten og ikke mindst forurenet vandet. Havet har med andre ord været et sted, som den gængse form for byudvikling har kunne udnytte til egen vinding. Imidlertid er et endnu mere grundlæggende problem med vores nuværende udvikling af kystbyernes havnefronter, at de ikke er i stand til at imødekomme de vandstandsstigninger, der opstår som konsekvens af klimaforandringerne. Hertil kommer også det faktum, at vores måde at planlægge mødet mellem by og hav ikke fordrer andre måder at forholde sig til havet på. I dag er et nyt vilkår dog det, at havet nu er begyndt at svare igen med vandstandsstigninger og hyppigere stormfloder som opstår på grund af klimaforandringerne. Indtil videre har den primære måde at håndtere denne udfordring bestået i at bygge forsvarsorienterede og mekaniske kystsikringer, der kan kontrollere vandet ved at holde det ude, som man eksempelvis ser det med havnemure og pumper. Disse tiltag er alle symptomer på den reaktionære – snarere end proaktive – tilgang, der karakteriserer vores måde at adressere klimaforandringer i byerne på.

     Som et alternativ til denne reaktionære form for kystsikring præsenterer nærværende ph.d.-afhandling konceptet ’Urban Seascaping’ i et forsøg på at gentænke byudvikling ved kysterne fundamentalt. Intentionen med projektet er at udforske, hvordan havets egen natur kan gøres til en aktiv del af det sociokulturelle bylandskab og dets fremtidssikring. I øjeblikket er naturbaserede løsninger på klimatilpasning i fremvækst, ligesom den grønne omstilling af vores havnebyer er blevet mere vigtig end nogensinde før – særligt i lyset af de hurtigt fremstormende deadlines, der er givet af IPCC og Parisaftalen. Her er fordelene ved natur-baserede løsninger er mange. De kan reducere de værste effekter af stormfloder og erosion ved kysterne. De kan også indfange CO2 og producere oxygen. Og de kan filtrere forurenet vand og dermed skabe habitater for biodiversitet. Med dette afsæt søger nærværende ph.d.-afhandling at svare på følgende spørgsmål: Hvordan kan kystbyer i Danmark integrere havet og dets livsformer på måder, der kan bidrage til at gentænke byudvikling i lyset af vandstandsstigninger og hyppigere stormfloder?

     I den eksisterende forskning på området er det typisk fagfolk som ingeniører eller biologer/økologer, der har beskæftiget sig med den omskiftelige kontaktflade mellem by og hav. Afhængigt af hvem af de to grupper, man spørger, vil fokus typisk ligge på enten kystsikring eller naturgenopretning. Til gengæld er forskning fra designdisciplinerne sværere at få øje på. Og det er et problem, eftersom der netop er behov for kompetencer, der kan igangsætte den trans-disciplinære og holistiske tilgang, som udviklingen ved kystlinjen kalder på. Som svar på dette videnshul er der i de seneste årtier blusset en række nye forskningsfelter op som blue urbanism, coastal urbanism og urban ecology. I sit forsøg på at udforske, hvad disse discipliner kan tilbyde kystudviklingen i byerne, stiller afhandlingen følgende to underspørgsmål, der netop fokuserer på, hvordan den trans-disciplinære tilgang kan imødekomme vandstandsstigningernes kompleksitet: Hvordan kan forskning i designmetoder og de rumorienterede designdiscipliner (”spatial design disciplines”) som eksempelvis landskabsarkitektur, byplanlægning og design bidrage til håndteringen af den omskiftelige rumlige grænse mellem by og hav, menneske og ikke menneske, i lyset af klimaforandringer? Hvilke repræsentationsorienterede analyseværktøjer kan disse discipliner benytte sig af i forsøget på at adressere dette spørgsmål?

     I afhandlingens kapitel 3 gives der en indføring i den eksisterende forskning inden for naturbaseret kystudvikling. Indtil videre har denne forskning primært fokuseret på potentialet i at genetablere ålegræs, saltmarsk og eng. I modsætning eksisterer der nærmest ingen forskning i potentialet af tang i denne kontekst. Dette er et problem, eftersom tang besidder adskillige positive egenskaber, herunder dens mange såkaldte ecosystem services (tang renser vandet, luften og miljø). Hertil kommer tangs indflydelse på menneskers kultur, hvor tang blandt andet benyttes i gastronomiske sammenhænge som sund og bæredygtig kost samt i medicin, kosmetik og bioplastik for at nævne et par eksempler. Af denne grund spørger afhandlingen særligt ind til, hvad tang kan bringe til bordet, når det kommer til vores udvikling og gentænkning af kysten i byen. Således er en af grundtankerne i begrebet ’Urban Seascaping’ spørgsmålet om, hvordan tang kan integreres på lige fod med blomster, træer og andre elementer i kystbyens designede landskab. Hensigten med netop dette eksperiment består dermed i at finde nye måder, hvorpå vi kan udfordre den dualisme, der adskiller kystbyen befolkning fra det hav, der omgiver dem.

     I denne forbindelse er det vigtigt at nævne, at ’Urban Seacaping’ ikke skal forstås som en æstetisk øvelse. Begrebet introducerer nemlig også en række vigtige rettesnore og perspektiver, der tilsammen udgør en ramme, som kan være givtig, når der skal træffes informerede beslutninger om havnefronternes udvikling. I projektet fremstilles der således fire centrale principper. Det første princip har afsæt i et spirende felt og praksis ved navn multispecies urbanism, som er udviklet af Debra Solomon. Dette felt fremhæver, at byer ikke blot bør designes efter en menneskelig befolkning, men altså også alle de ikke-menneskelige arter (dyr og planter), der bor i vores byer. I denne forbindelse søger afhandlingen at udvide parametrene for vores designtænkning, således at de også inkluderer havets arter (herunder tang). Tang og andre ikke-menneskelige livsformer adresseres således i afhandlingen som en art ’design client’ og som en retmæssig borger i kystbyerne. Det andet princip involverer en mere radikal tilgang til kystudvikling. Med dette forslag argumenterer afhandlingen for, at det er på tide at tilsidesætte den gængse tilgang til byudvikling, hvor landvindinger tager områder fra havet, og i stedet invitere havet – dets arter og dets kræfter – ind i byerne. Hermed er tanken at omdanne havnefronterne til hybride og dynamiske steder, hvor både land og hav kan være til stede. Det tredje princip består i at erstatte vores nuværende forståelse af havnekanten med en zone. Det indebærer blandt andet, at man må adressere de mange forbindelser og netværk, som vandet udgør på land i form af åer og vandløb. En afladt konsekvens af dette princip består dermed i, at den konventionelle idé om et ’site’ som et afgrænset område, hvori der skal interveneres, ikke længere er gangbar. Det fjerde og sidste princip fremhæver vigtigheden i at gøre det usynlige synligt. For mange menneskelige byboere er havets natur ikke tilgængeligt for det blotte øje, hvorfor det ofte ender med at blive ignoreret. Dette princip udfordrer således den tendens, man har i den nuværende byplanlægning til at ekskludere havets væsner fra vores beslutninger, for i stedet bringe disse til syne, således at de kan medtænkes i vores udviklinger langs kysten.

     For at teste gangbarheden af disse principper præsenterer afhandlingen en analyse af et casestudie. Dette casestudie fokuserer på Vejle, som er en kystby i Danmark, der blandt andet er listet i EUs Coastal Directives som værende i overvejende risiko for oversvømning. Grundet byens placering i bunden af en ådal, der løber ud til fjorden, står Vejle over for en række udfordringer med hyppigere stormfloder og vandstandsstigninger mere generelt. Af denne grund igangsatte Vejle Kommune i 2020 en konkurrence (ved navn ’Kanten’), der inviterede fagfolk inden for kunst, arkitektur, landskabsarkitektur og urban design til at gendesigne to af de såkaldte ’kanter’ mellem by og fjord. Opslaget specificerede at forslagene skulle benytte sig af naturbaserede løsninger, som kunne beskytte Vejle mod fremtidige vandstandsstigninger og stormflod samt omdanne kanten til et offentligt rum, der kunne tilgås for rekreative, kunstneriske og klimatilpasningsrelaterede aktiviteter. Kort sagt søgte konkurrencen at igangsætte et alternativt perspektiv og engagement med vandet ved byen.

     På baggrund af de fire principper analyserer afhandlingen konkurrencen og de fire vindende forslag. På den måde udgør konkurrencen altså projektets ”design data”, som udforskes med henblik på at give svar på forskningsspørgsmålene stillet ovenfor. Analysen demonstrerer blandt andet, at udviklingsarbejdet med et flydende parameter som eksempelvis vand indebærer en ny forståelse af, hvad der udgør et ’site’. Analysearbejdet fordrede altså at man måtte se ud over de to specifikke lokationer, som konkurrencen havde nedsat, og i stedet undersøge casestudiet i Vejle i lyset af forskellige skaleringer og på tværs af tid og rum. Som konsekvens af dette behov udvikler afhandlingen et netværksbaseret kortlægningsredskab, der kan drage forbindelser på tværs af forskellige skaleringer (lokal, regionale, national, globale, osv). Mere konkret kortlægger afhandlingen tre netværk, der forsøger at placere Vejle i forskellige kontekster ((1) i forhold til andre case studies, (2) i forhold til dets omgivelser og (3) i forhold til handlinger i fortiden, nutiden og fremtiden). Denne kortlægningsstrategi udgør således projektets brug af den såkaldte ’research through design’ metode, som afhandlingen benytter til at formulere mulige projekteringer og designløsninger i Vejle-casen. Slutteligt har kortlægningsmetoden også vist sig at være et givtigt redskab til at oversætte Urban Seascapings fire principper til mere generelle og brugbare designkoncepter og parametre i et forståeligt og fælles visuelt sprog.

     Igennem disse analyser fremstiller afhandlingen en række konklusioner og forslag. Den bredeste og vigtigste konklusion er, at det er absolut afgørende, at designdisciplinerne formår at håndtere kompleksitet og have øje for relationer i deres arbejde med kystudvikling i byerne. For eksempel kan man – i forlængelse af det Urban Seascapings fjerde princip om at gøre det usynlige synligt – fremhæve, at det ikke er muligt at se tangen i Vejles fjord grundet de dårlige vandforhold, hvilket begrænser adgangen og muligheden for at benytte tangen til forskellige naturbaserede løsninger. Ved at følge noderne i netværkskortet bliver det imidlertid hurtigt synligt, at der er et kausalt forhold imellem landbrugsafstrømning og de dårlige forhold i fjorden, hvormed en relation imellem det mikroskopiske (vandets transparens) og det regionale (landbruget i området) optegnes. I den regionale skalering af netværkskortet fremhæves således vigtigheden af at eliminere forurenende stoffer, før de når fjorden. På denne måde demonstrerer afhandlingen, hvordan forskellige forhold – på tværs af tid og rum – er nødvendige for at forstå det ’site’, som konkurrencen ønsker at intervenere i. I mere praktisk forstand kan netværkskortet således også vise, hvorfor det er nødvendigt for en konkurrence som Kanten at relatere de to sites til andre vandforhold, såsom områderne, der ligger længere oppe af de vandløb, der løber langs byen, og som eventuelt kunne forbindes yderligere via stier og andre designløsninger.

     Vigtigheden af det andet og tredje princip (henholdsvis idéen om at gå fra en ’kant’ til en ’zone’ og idéen om at ’invitere vandet ind’) kom også til syne i analysen af de forskellige designforslag. I denne forbindelse fremhæver afhandlingen potentialet i de design, som forsøgte at give plads til vandet og lade det forme omgivelserne. Flere af de vindende forslag i konkurrencen projekterede udviklinger, hvor kystlinjen blev omdannet til et nyt blå fællesareal. Stenrev, flydende platforme og stenpytter ville blive skabt i vandet, som kunne sammentænke landskabet med vandet og give adgang til et mere demokratisk mødested for både mennesker og ikke-menneskelige livsformer. Dermed relaterer det tredje princip sig til det første princip, der fremhæver multispecies co-existence. De vindende forslag integrerede kunst i deres gentænkning af vandkanten, eksempelvis ved at skabe en skulptur, der kunne fungere som et hus for fisk, hvormed perspektivet skifter fra menneske til dyr. Selvom Kanten selvfølgelig kun udgør et lille skridt i den rigtige retning mod den blå-grønne transformering af vores kystbyer, har konkurrencen – med sine innovative designløsninger – genereret ny viden og indsigt, der med tiden kan lede frem til at vi kan forestille os bedre måder at udvikle vores kystbyer på.

     Slutteligt viser afhandlingens projekteringer i et langtidsperspektiv, at forstæderne i Vejle – på toppen af ådalen – vil være sikret mod vandstandsstigninger, hvorimod det nuværende bycentrum vil blive komplet oversvømmet. Dette fund sedimenterer vigtigheden af ikke at forsætte den gængse byplanlægning i riskozonen. Således foreslår afhandlingen altså at en rationel tilbagetrækningsplan bør udformes, hvor byens menneskelige beboere kan flytte mod de højereliggende lokationer. Denne plan ville således også kunne inkludere visionære løsninger, som kunne imødekomme både mennesker og de kystlige økosystemer. Ifølge IPCC skal vi som verdenssamfund reducere vores kulstofudledninger i 2050 og netop denne udfordring kræver, at vores forhold mellem by og hav skal forandres. Urban Seascpaing præsenterer én løsning på, hvordan denne forandring kan og bør finde sted. Med dets designevaluerings- og kortlægningsværktøj demonstrerer afhandlingen – her med et særligt fokus på tang – hvordan forskellige velovervejede og designede forandringsprocesser i vores kystbyer kan udgøre en mindre, men stadig betydelig brik i det puslespil, der tilsammen udgør den klimakrise, der definerer den Antropocæne tidsalder, vi lever i.